bgtitle.gif (16370 bytes)

Projekt SS "Pionier"

Onsdag den 7. juli 1999 - projektdag 7 : mens vi venter...

English English version Deutsch

Deutsch ausgabe
.. på at vinden stilner af, har de fleste brugt dagen til at slappe af og forberede sig på det nært forestående dyk på vraget. Et par enkelte fordrev tiden med endnu noget træning under et dyk på "Sydfjord". Vejrudsigten lover nu først aftagende vind i løbet af torsdagen, men så ser det også meget lovende ud. Derfor er dykning på vraget endnu engang blevet udskudt, og det minder efterhånden om en opsendelse af en rumfærge. Planen er at vurdere vinden i løbet af torsdag morgen og hvis det ser fornuftigt ud, bliver der sendt et hold ud til vragpositionen for at checke vind, sø og ikke mindst strømforholdene. Hvis det ser fornuftigt ud vil en hjælpedykker gå ned til mellem 30 og 40 meters dybde for at undersøge strømforholdene der, og hvis alt ser fornuftigt ud, er planen at sejle ud til SS "Pionier" og foretage det første trimixdyk.
Ellers har vi haft besøg af to journalister fra Berlingske Tidende, som var meget interesserede i projektet og vi fik en lang og god samtale med dem. De var bl.a. også med nede i havnen for at se på eftermiddagens redningsøvelse. De to journalister ville vende tilbage i løbet af torsdagen for at følge projektet nærmere og de blev inviteret til at overvære det første dyk på vraget. Artiklen som de skriver, forventes bragt i den kommende lørdags udgave af Berlingske Tidende (9. juli 1999).
 
Eftermiddagens øvelse gik ud på at hjælpedykkerne skulle træne i hvordan de skulle håndtere en bevidstløs trimixdykker. Kim og Jack agerede dykkerhold og Jan Hartvig og Thomas T var overfladepersonale i gummibåden. Hele øvelsen var meget realistisk og gav stof til eftertanke. Hele sikkerheds setup'et er efterhånden så godt afprøvet og gennemarbejdet at alle trimixdykkere kun kan føle sig meget trygge og i sikre hænder når de skal foretage deres dykninger.
Resten af aftenen gik med slikke sol, tur til Grenen, grillmad, videofilm og .... venten, venten og venten... Meldingen fra alle er tydelig og er ikke til at tage fejl af:
 
VI ER KLAR - GIV OS SÅ NOGET GODT DYKKERVEJR !
 
Dagens dykkerstatus: Træningsdyk på "Sydfjord"

nolimitsdiving (c) 1999-2004

Retur