- 1904 Project SS Norge 2004 -

Ekspeditionen 2004

English Deutsch

Søndag d. 5. september 2004. Vi (Christian, Lars og Thomas) ankom til Newcastle efter en kort flyvetur fra København. Her blev vi hentet af Ron Mahoney, som dels skulle være med til at producere tv-dokumentaren om ekspeditionen og dels være med til dykke på vraget. Efter at vi havde proppet Ron's bil til det absolut yderste fandt vi motorvejen som skulle føre os det sidste stykke gennem Skotland og ud til havnen Troon. Her lå dykkerskibet St. Cicala og ventede på os. Vi ankom til Troon kl. 00.30 og fik hurtigt vores ting bragt ombord. Mens vi gik rundt og så på skibet og fik hilst på ekspeditionens øvrige deltagere og besætningen, blev trosserne kastet og St. Cicala satte kursen mod Rockall, som lå 380 sømil ude i mørket. Det ville tage os 36 timer at tilbagelægge denne distance, så der ville blive god tid til at slappe af og gå og fantasere om hvordan Norge mon så ud som den lå på bunden af havet. Vejrudsigten lovede godt og stabilt vejr de næste dage, så det tegnede godt.   Mandag d. 6. september. De fleste af os har sovet igennem i dag, og ikke foretaget os ret meget andet end at vandre rundt på skibet, og se ud over det endeløse hav, hvor der nu ikke er skyggen af land at se. Det næste "land" vi får at se, er klippen Rockall som ligger tæt ved vraget af Norge. St. Cicala er et imponerende skib, og det største dykkerskib vi til dato har været ombord på. Det har alle mulige elektroniske instrumenter, og er fuldt udstyret som live-aboard dykkerskib. Resten af dagen gik med at forberede os til næste dag, hvor vi i løbet af formiddagen forventer at ankomme til Rockall.   Tirsdag d. 7. september. Morgenvækning kl. 8. Møgtidligt i betragtning af at vi kun har sovet 16 timer det sidste døgn. Alle gik i gang med sine personlige forberedelser til dagens dykning. Lars og Ron havde travlt med at lave interviews til dokumentaren. Kl. 14.40 fik vi Rockall i syne for første gang, en smule til bagbord. Totalt mærkelig oplevelse. Rockall er en gold klippeknold der rejser sig direkte op fra det uendelige Atlanterhav. Omkrandset af hvidt skum fra bølgerne som konstant slår mod dets sider, er klippen kun beboet af hundredvis af søfugle. Alle stod og stirrede ud på den lille prik i horisonten, som skiftevis kunne skimtes i disen for derefter at forsvinde igen. Nu var vi nærmere SS Norge end vi nogensinde havde været, og stemningen ombord var anspændt. Kort efter fik vi det farlige Helens Reef i sigte, og besætningen på broen fik nu noget at se til. Selvom Atlanten var helt rolig, brød havet alligevel kraftigt hen over toppen af revet, som kun var få meter under overfladen. Dybden på ekkoloddet steg hastigt fra ca. 1600 meter til mellem 100 og 10 meter, og Rockall kunne nu tydeligt ses i horisonten bag os. Det krævede koncentration af rorgængeren for at vi ikke skulle få samme skæbne som Norge. Dagens første opgave var at få lokaliseret og opmålt det rev (Helens Reef) som Norge i sin tid havde ramt. Herefter fik vi at vide, at vi så skulle afmærke vraget af Norge, hvorefter første hold kunne gå ned og bekræfte vragets position og identitet. Det lød jo nemt nok alt sammen. Men sådan skulle det ikke gå. I løbet af eftermiddagen gik det op for de fleste, at der var alvorlige problemer med at finde afmærke vraget hvilket virkede lidt underligt for de fleste af os da vi havde fået at vide at Norge allerede var blevet fundet året tidligere. Kl. 23.00 var vraget stadig ikke lokaliseret, og vi gik til køjs efter den første nat ved Rockall. Søgningen fortsattes hele natten.   Onsdag d. 8. september. Vejret var om muligt endnu bedre end det havde været de første dage på turen. Så vi blev mødt med høj klar himmel og sol da vi stod op. Nattens eftersøgning havde ikke givet noget resultat og det stod nu klart for os, at englænderne reelt set ikke vidste hvor vraget befandt sig. De engelske dykkere havde ikke fået deres originale optegnelser med, så opgaven var pludselig meget svær. Ejeren af St. Cicala havde ikke medbragt sin side scan sonar, sit magnetometer eller ROV'en som stod hjemme i havnen og ventede på at blive brugt til sådan en kæmpe opgave som denne. Men for at det hele ikke skulle være helt forgæves, satte vi os ned for at finde ud af hvad der skulle gøres. Englænderne havde 2 positioner hvor de havde fået udslag på magnetometeret i 2003. Dem bestemte vi os for at lade være udgangspunktet for en mere detaljeret eftersøgning og dykkerundersøgelse. Kl. 11.20 blev det første dykkerhold heriblandt Christian, sendt i vandet for at se på en "top" som ser lovende ud. Efter halvdelen af dykketiden var gået var de tilbage på skibet igen uden at have fundet noget vrag. Bunden er utroligt kuperet og ligner mest af alt et månelandskab. Nedslående ! Senere på eftermiddagen gik næste hold i vandet for at kigge på endnu en position men heller ikke her var der held. Aftenen faldt snart på og det blev efterhånden mere diset og gråt i vejret. Vinden tog også en smule til, men det var stadig fantastisk vejr. Eftersøgningen fortsatte hele aftenen, men de fleste ombord havde opgivet troen på at det kunne lykkes for os denne gang. Torsdag d. 9. september. Eftersøgningen fortsattes, men ingen troede rigtigt mere på at vi kunne finde vraget ud fra de oplysninger som fandtes. Det var lidt som at lede efter en nål i en høstak, når vi ikke havde de oprindelige positioner og optegnelser med på ekspeditionen. Efter endnu et par resultatløse recognosceringsdyk, opgav vi for denne gang eftersøgningen kl. 16. Da det nu var 100-året for forliset afholdt vi som planlagt, en lille mindeceremoni til ære for de mange omkomne, hvorunder Kevin Heath og Thomas Nielsen lagde en krans. Skipper læste et par linier fra den engelske søfartsbog "Seafarers Prayers Book - Prayers For the Dead", og tankerne gik tilbage til det som skete på dette sted for præcis 100 år tilbage. Efter dette satte vi kursen mod fastlandet, som lå 36 timers sejlads ude i det fjerne. Det var en lang og kedelig tur som lå foran os, og vi havde resterne af en tropisk orkan lige i hælene så det var om at komme væk så hurtigt som muligt. På vej hjem lykkedes det os d. 10. september, at lokalisere og dykke på den engelske ubåd D-6, som sank under 1. verdenskrig i farvandet nord for Irland. Vraget lå på 66 meters dybde og var slemt tilredt. Sigten var fantastisk, helt som vi havde fået fortalt af andre dykkere som havde dykket ved de mange vrag ved Malin Head. Vi nåede i havn tidligt lørdag morgen d. 11. september, hvor vi fik pakket vores ting og takket af for denne gang. Herefter var der kun turen tilbage gennem Skotland og ned til lufthavnen i Newcastle, hvor vi sagde pænt farvel til Ron Mahoney og snart sad i vores fly hjemover.	WRECK N'TECH LTD Prayers for the Dead "Remember, O Lord, the Souls of Your Servants, who have gone before Us with the Sign of Faith, and Sleep in Peace. We beseech You, O Lord, graciously to grant to them and all who rest in Christ a Place of Refreshment, Light and Peace; through the same Christ O Lord."
nolimitsdiving (c) 2004
Retur