bgtitle.gif (16370 bytes)

Ekspedition "Jyllandsslaget" 2001

Søndag den 29. april 2001 - Admiralskibet

I løbet af natten foretog vi en kort eftersøgning af "Pommern", dog uden held. Søen var for høj til at eftersøgningen kunne udføres ordentligt og positionen var ikke nøjagtig nok. Vi ankom til "Lützow" kl. 8 om morgenen efter den første nat til søs. De fleste af os havde fået sovet, selvom det ikke havde været en helt stille sejlads.
 
Positionen vi befandt os på var en del forskellig fra der hvor den danske '91-ekspedition' (Gert Normann) i sin tid havde fundet "Lützow", men heldigvis havde vi en sikker position fra en fisker. Derfor viste ekkoloddet kort efter tilstedeværelsen af et meget stort vrag. Bunddybden var 42 meter og lodskuddet rejste sig 8 meter op fra bunden. Efter at have bekræftet vragets orientering, blev bøjen blev kastet på det højeste punkt på vraget. Herefter gjorde vi os klar til dagens første dykning på Admiral Scheers flagskib.
Da Christian og jeg var dem der var først færdige, fik vi også "æren" af at komme først i vandet. Vi hoppede i meget tæt ved vragbøjen og drev i overfladen med strømmen det sidste stykke hen mod bøjen. Sigten i overfladen var rigtig god og under nedstigningen kunne vi se bøjelinen forsvinde langt ned i dybet under os. Dette tegnede til at blive et rigtig godt dyk. I omkring 30 meters dybde forsvandt den gode sigt imidlertid med et. Det blev værre og værre efterhånden som vi nærmede os vraget. På 40 meters dybde nåede vi endelig vraget, hvor sigten kun var 1-2 meter med en let strøm langs bunden. Efter at have sikret dræget begyndte vi at se os omkring. Rent umiddelbart så det ud som om at vi var landet i maskinrummet hvor vi både nåede at se kedler, rør og en masse andet skrot. Overalt hvor man end kiggede, flød det med granater i forskellige dimensioner. Selvom vi havde lagt line ud, så tillod den dårlige sigt ikke at vi foretog den store udforskning af vraget, så på dette dyk nåede vi desværre ikke at få et reelt overblik over vragets tilstand eller størrelse. Vi begyndte opstigningen efter omkring 15 minutters dykketid, da vi ikke ville spilde tid på en længere dekompression når sigtforholdene alligevel ikke tillod en ordentlig udnyttelse af dykketiden. Vi dykkede ud, og var i overfladen 25 minutter efter dykningens start. De øvrige havde samme oplevelser af vraget som vi, så vi blev hurtigt enige om at det ikke var her vi skulle foretage flere dyk denne dag. Den tyske krydser "Frauenlob" var det vrag som lå nærmest, så dette blev udset som dagens andet dykkermål.
Vraget af "Frauenlob" fandtes, som "Lützow", et godt stykke fra den opgivne '91-position'. Heldigvis havde vi også her fået en sikker DGPS position fra en venlig fisker, så der var ingen problemer med at finde det. Ekkoloddet viste en bunddybde på omkring 50 meter og en mindste dybde over vraget på omkring 43-44 meter.
 
Efter endt dykning satte vi kursen mod vraget af "Invincible", som ligger omkring 50 sømil nord for "Lützow". Lige omkring midnat nåede vi frem til vraget, hvor vi efter en lang dag tørnede ind. Nattevagterne var allerede fordelt, så for slukkede maskiner lod vi skibet ligge frit i den stille nat. I morgen gælder det endnu et af de helt store vrag fra Jyllandsslaget og hvem ved, måske finder vi også her noget nyt?

Retur